VEGA 18 december 2016
Vikingekongerne Amon Amarth sætter ild under fødderne!
Jeg lukker min personlige koncertkalender for 2016 med en ordentlig omgang melodisk vikinge-dødsmetal i Vega søndag aften. Man skulle ikke tro at det var søndag og at mange skulle på arbejde mandag morgen. Stemningen og tempoet var højt fra starten.
photo: Bonus T
Efter indvielse i The Copenhell Family, der bestod af håndtryk med nogle søde mennesker, navnerunde og en stor Jakobsen på Stempel i Istedgade, drog vi ad sted til Vega. Ingen vil gå glip af det polske black-dødsmetalband Behemoth, som skal varme op til aftenens koncert. Kæft, hvor var det fedt, ærgerligt at de ikke spillede længere. Jeg ser frem til at Behemoth vender tilbage til København, som hovednummer på Copenhell, måske?
Svenske Amon Amarth, som blev dannet i 1988, spiller melodisk dødsmetal med vikingetema. Amon Amarths sangtekster er indbegrebet af vikingeånd og vikingedyder og selv om vikingemetal egentlig ikke er genre, så vil jeg vove at kalde Amon Amarth for et Vikingmetal-band med vikingeskæg og hår.
Amon Amarth giver en suverænen koncert med iscenesættelse af rendyrket mord, blod og myter. Selv om bandet spiller på Vegas store scene er scenen simpelthen for lille til Amon Amarth. De ejer den scene de står på, selv om udfoldelsen af viking parafernalia er rimelig begrænset og bandet bliver nødt til at ”droppe” skibe der sejler. Alligevel bliver der plads til en smule vikingegøgl. To kampklædte vikinger med sværd kæmper deres sidste kamp. Den ene får halsen skåret over. Amon Amarth forvandler for en kort bemærkning den ”beskedne” scene til mordscene. De hurtige trommelyde, hårde guitarriffs og "synth" giver lige præcis de komplekse og stemningsfulde effekter, der er med til at tegne universet.
Aftenens setlist består hovedsagelig af musik fra bandets 10. plade, Jomsviking, og aftenens koncert er et stop på Jomsviking European Tour. Forsanger og høvding Johan Hegg har tidligere sagt at han skrev alle sangene i sammenhæng, som om det var et filmmanuskript, efter inspiration fra ”Northmen – A Viking Saga” (2014), hvor han spiller, Valli, en birolle. Dette får pladen til at fremstå helstøbt tematisk. Det samme kan ses på scenen. Det er et helstøbt band, der leverer en sikker koncertoplevelse, man kan vende tilbage til igen og igen. Man kan ganske enkelt MÆRKE Amon Amarth.
Rammefortællingen omkring Jomsviking, der udkom i marts i år, er en ulykkelig kærlighedshistorie: en ung viking tvinges til at forlade sin familie og landsby, da han i et jalousianfald myrder en mand i koldt blod, fordi han ”stjæler” hans kvinde. Den unge viking flygter fra landsbyen og slutter sig til Jomsvikingerne. De sejler rundt, plyndrer, slås og horer indtil de sejler tilbage den unge vikings landsby, hvor han igen møder den kvinde han var forelsket i, men desværre er hun ikke længere interesseret i ham. Forsanger Johan Hegg brøler den unge vikings historie, med sexy og diabolsk stemme, som en tordengud af dødsmetal.
Der er et kæmpe fokus på teksterne i Amon Amarths nye plade og Heggs vanvittige powerstemme og de enkelte instrumenter, der får en del plads. Ted Lundstrøms bas får lov at være i front, og det aggressive guitarspil fra Johan Söderberg og Olavi Mikkonen holder hinanden tæt.
Dem, der har oplevet Amon Amarth på en festivalscene før, vil nok være enige med mig i at de vil kunne levere endnu mere stageperformace og at bandet i club-sammenhæng kun leverer det halve af hvad de kan på en stor scene. Hele vejen under koncerten holder de tæt kontakt med publikum og selv om det er strengt forbudt at stagedive, er der alligevel nogle der trodser forbuddet og bliver båret ud af graven af to meget alvorlige vagter. Når jeg står nedenfor scenen er det til gengæld bedøvende lige meget, for man må lade dem, at festen er i gang, og en hamrende god fest, af den ægte metalslags.
Metal Family, længe leve!
