NorthSide Festival
Radiohead
photo: Savas
Det ville være løgn at påstå, at jeg var taget på NorthSide på grund af Radiohead, for jeg købte min billet som Early Bird et par måneder før de havde annonceret nogen navne. Da Radiohead blev annonceret som det første navn, var jeg dog ikke i tvivl om, at det var en god beslutning, og at jeg ikke ville fortryde mit køb. Der er intet andet band, jeg i så mange år har hungret efter at få set live, og de få andre bands, jeg har samme niveau af affektion over for, er for længst gået i opløsning. Det var derfor også med ærefrygt at jeg tog opgaven på mig at skulle anmelde koncerten. Jeg gjorde alt, jeg kunne for at få en god plads, mens jeg stadig kunne formå at have besindelsen i behold, så selvom koncerten først begyndte kl. 22:30, havde jeg stillet mig klar allerede kl. 17, efter jeg havde spist aftensmad. Allerede da var der mange, der havde stillet sig klar, og selvom der da også var koncert med James Blake på samme scene kl. 18:30, så var det tydeligt, at alle først og fremmest var kommet for at gøre sig klar til Radiohead.
I folkemængden faldt jeg i snak med to, der var rejst hertil fra Canada for at se Radiohead for første gang. Ligeledes senere en svensk 16-årig, der allerede havde set dem i sit hjemland, men som var taget hele vejen til Århus for at få sig et glædeligt gensyn. Derudover mødte jeg en Spanier, der havde set dem ca. 5 gange i forskellige dele af verden, første gang i London i 1995. Det, der dog for alvor gjorde mig ekstra spændt, var mødet med en brasilianer, der blot i år havde set dem 17 gange rundt omkring på deres turne. Hvis et band kan få den slags følgeskab til deres koncerter, må de da kunne et eller andet live også, tænkte jeg. De startede meget aparte. Der var ikke tale om et brag af en åbner, det var rettere en stemningssættende intro i form af det melankolske mesterværk 'Daydreaming' fra deres nyeste plade 'A Moon Shaped Pool'. Det var en intro, der virkelig gav en klump i halsen, især som den gradvist byggede op i intensitet til et klimaks, der var endnu vildere end det på albummet. Den nye plades blanding af følelsesmæssig intensitet og afdæmpet melankoli kom til at præge en del af koncerten – ikke blot da mange sange ganske passende var fra denne plade, fx den mere konsekvent afdæmpede 'The Numbers', og den ellers meget fjerne 'Identikit' fik en helt ny nærhed i en livesammenhæng. De sørgede dog også for at vælge gamle numre, der passede flot ind i den stemning, de prøvede at skabe. Især var 'In Rainbows' godt repræsenteret, og det er da også nok den plade, der lægger sig tættest op af deres nyeste, så på den måde blev lydbilledet ret konsekvent.
Med et band som Radiohead har stort set alle fans hver sin favoritplade, da de netop er så forskellige i udtryk. Især 'OK Computer' og 'Kid A' har mange fans, og man kunne da frygte at Radiohead var blevet trætte af at spille klassikere som 'Everything in Its Right Place' og 'Paranoid Android'. Vi fik dog dem begge, og i begge tilfælde var det i totalt forskellige udgaver fra originalerne. På 'Paranoid Android' fik Jonny Greenwood udviklet sine guitareskapader i helt nye retninger fra originalen, og det blev kun større og vildere. Det var nok desværre også et af de få numre, hvor Thom Yorkes vokal ikke helt var i top, men generelt lød han formidabel. Det elektroniske på 'Everything in Its Right Place' var skruet op fra originaludgaven, så det nærmest var en IDM-udgave vi fik. Begge guitarister havde sluppet deres guitarer til dette samt visse andre af de mere elektroniske numre, og her sad de på gulvet og styrede det helt store pedalshow. Kæben var ved at falde af led, som vi nåede til sangens klimaks, og de mange pedalloops begyndte at overfalde hinanden på skønneste vis. Noget, der stak ud omkring koncerten, var netop den instrumentale diversitet og ekvilibrisme. Hvert medlem spillede på adskillige instrumenter i løbet af koncerten, for naturligt nok passer langt fra alle Radioheads sange til et traditionelt setup med bas, trommer, vokal og to guitarer. Thom Yorke tog ofte klaveret frem, og ligeledes gjorde Jonny Greenwood, og selv bassist Colin Greenwood tog sig til tider af percussion. Værd at nævne i forhold til deres instrumentale setup er også, at de foruden deres faste trommeslager Phil Selway havde fået selskab af Clive Dreamer bag endnu et trommesæt. Det er de færreste af Radioheads sange, der oprindeligt har to trommesæt, men de var begge i brug i løbet af størstedelen af koncerten, og det gav en vis øget fylde til musikken. Bag dem havde de en stor LED-skærm, der viste et virkelig flot lysshow, der understøttede sangene rigtig godt. Foruden denne havde de fået installeret store spotlights i sceneloftet, og som om det ikke var nok, fik de også selskab af en diskokugle, der let formåede at overgå den, Frank Ocean havde medbragt tidligere på weekenden. Min væsentligste anke – en, der egentlig ikke påvirkede mig, men som sandsynligvis påvirkede mange, der stod længere væk – angik storskærmene i siden af scenen. Til alle de andre koncerter sørgede kameramænd for at vise bandet på storskærmene, men til Radiohead-koncerten gengav disse skærme blot lysshowet fra LED-skærmen. Mens dette af og til inkluderede video fra små, nærmest usynlige stationære kameraer på scenen, var der ofte ingen video af bandet til dem, der ikke lige kunne se scenen. Jeg kunne let blive ved – hvert nummer gav noget nyt til koncerten, som er værd at tale om – men det ville nok blive lidt for stor en mundfuld for både læser og skribent. Så lad os hellere vende os mod afslutningen. De gik første gang af scenen efter halvanden time. Jeg kunne sværge, at der kun var gået tre kvarter, men mit ur var uenig med mig. Dette gjorde de til 'Street Spirit (Fade Out)', den eneste sang de spillede fra 'The Bends', der ellers er en af mine personlige yndlingsplader fra bandet. Det var en smuk optræden, hvor Thom Yorke udmærkede sig som frontmand. Man kunne se hver en tone skrige ud af hans ansigt som om det aldrig havde været vigtigere – en imponerende præstation i betragtning af, at de har spillet den i over 20 år. I publikum hungrede vi alle efter mere, og de kom da også heldigvis hurtigt tilbage til en encore bestående af hele 5 numre, herunder førnævnte opførsel af 'Paranoid Android'. Det endelige afslutningsnummer var endnu en af de helt store klassikere fra 'OK Computer', nemlig 'Karma Police'. Her indbød Yorke for alvor til fællessang, og selvom jeg stod blandt mennesker, jeg aldrig havde mødt før og nok næppe kommer til at møde igen, følte jeg en fornemmelse af fællesskab, når vi alle skrålede med på linjen 'For a minute there I lost myself'. Radiohead formåede at give en af den slags koncerter, hvor man øjeblikkeligt har lyst til at se dem igen så snart koncerten er slut. Jeg fulgtes hjem et stykke af vejen med brasilianeren fra før, og hun sagde, at hun havde det sådan hver gang hun havde set dem. Hun skulle snart videre og se dem i Italien. Jeg forstår hende sgu godt, og jeg er lidt jaloux. Jeg ved nu ikke, om jeg ville have lyst til at følge dem rundt i hele verden på den måde, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg køber en billet så snart de vender tilbage til Danmark.