Aztrid Salamander

19 juni indtager Rammstein Telia Parken i København med et af de største sceneshows til dato. Rammsteins produktion er gennem årene vokset til titaniske dimensioner. Less is more har aldrig været Rammsteins valgsprog, og en stor del af en Rammstein koncert er da også det spektakulære, kontroversielle og til tider direkte grænseoverskridende show.

Fans, som har købt billet til braget i Parken, kan således glæde sig til såvel levende flammer og pyroteknik (fyrværkeri) som et højteknologisk og innovativt lys- og laser show samt en ganske overvældende scenografi. Og de af os, som går og ærgrer os over at Rammstein vælger den lydmæssigt og adgangsmæssigt ulidelige Telia Parken til deres show, kan glæde os over, at dette er der en helt bestemt grund til: Ingen af de gode spillesteder har plads eller faciliteter til den gigantiske produktion, som ganske givet sætter nye standarder for hvorledes en ægte koncertoplevelse skal tilrettelægges. Hvis man er nysgerrig, og ikke kan vente, kan videooptagelser af testopstillingen beskues her: https://www.facebook.com/watch/?v=685305811899465 https://www.facebook.com/watch/?v=415376449238759 https://www.facebook.com/RammsteinBelgium/posts/2580439691990510

Deutschland Det vil i denne sammenhæng være helt på sin plads med en kort omtale af Rammsteins selvbetitlede studiealbum, som udkom 17 maj. Albummet er det syvende i rækken og har været ti år undervejs, hvilket naturligvis har givet anledning til såvel spekulationer og et vist forventningspres i den mellemliggende periode. Teorier om bandets nært forestående opløsning blev forstærket af diverse soloprojekter fra to af bandets mere prominente medlemmer, og fans over hele verden har ventet i lige dele spænding og bekymring. Men nu er det her – på godt og ondt. På singlerne Deutschland og radio opererer tyskerne med en genremæssig stramhed, som vi måske bedst husker fra Sehnsucht-albummet. Diamant lægger sig i hælene på Frühling In Paris, og man må uvilkårligt fundere over hvorvidt denne ørebæ af en sjæler skal fungere som en pastiche over tidligere tiders forsøg, eller om den blot er abnormt ringe. Albummets store kuriositet, Puppe, kan kun tolkes som en udfordring af de grænser, som stedse er blevet rykket med sange som Spiel Mit Mir og Wienerblut. Ud over den for Rammstein atypiske opbygning og dynamik, er vokalen også anderledes intens. Et velkomment overraskelsesmoment på en plade, som er ganske nydelig og velproduceret, men som – groft sagt – endnu ikke har formået at flå bukserne af nærværende skribent. Men mon ikke en stadiumkoncert i hidtil uset verdensklasse kan få vendt op og ned på det!