En premiereaften båret af anstændighed, livsklogskab og ditto –glæde fra de altid uimponerede men imponerende Magtens Korridorer
AF STEFFEN JUNGERSEN
Magtens Korridorer, Viften, Rødovre, 24.10.24.
Nu skal jeg ikke umiddelbart kunne afgøre, hvordan De har det, mine damer og herrer. Men jeg antager, at De godt kunne tænke Dem at kende formlen for at få blæst depressioner og andre fortrædeligheder lige lukt ad helvede til, hvor den slags nu engang hører hjemme.
Den formel kommer så her:
Jeg kan uden at tvære i en tid med en betragtelig bunke belastende bøvl belære Dem om, at jeg torsdag aften forlod det glimrende Rødovre spillested Viften henad midnat med en forunderlig følelse af håb og glæde ovenpå en hård periode.
Det skyldtes såmænd blot, at Danmarks fineste, folkelige rockband, Magtens Korridorer, denne aften havde lagt både ”Engle”, ”Milan Allé”, ”Kom og mærk”, ”Giv mig en dag” og ”Månelys i rav” på aftenens sætliste.
Fem personlige favoritter, bevares, men jeg mere sikker, end visse statslederes læger er på, at der sgu’ er ét eller andet helt galt, på, at mange andre vidner til denne opvisning i velvære på Vestegnen havde det lige sådan – måske på grund af nogle andre sange fra Korridorernes skatkiste, men De ved, hvad jeg mener.
Vi kan jo kalde det Magtens magi.
SYMBIOSEN
Der var mildest talt i hvert fald noget for enhver, da MK stillede med den længste sætliste (23 sange) og længste koncert (små syv kvarter), jeg har hørt fra den kant, da de i Viften lagde fra land med deres efterårsturné.
Se, jeg har talrige gange hævdet, at hvis vi har ”et folkets rock’n’roll band” i dette land, så er det band Magtens Korridorer.
Deres lyriske landskab er kultiveret med skæve eksistenser, sene nætter, overlevelse i en verden i ruiner og alle de krøllede håb – båret frem af gode melodier og et band, som selv efter alle disse år afgiver den dér aura af, at det såmænd lige så godt kunne være fem andre, der stod deroppe, for så ville de optrædende denne aften være ned i salen og hygge sig med resten af os.
Ude i byen kalder de den slags ”at være i øjenhøjde med sit publikum”, men jeg er ved at være derhenne, hvor jeg vil kalde det en symbiose med publikum. Det oplever man i dén grad, når de og publikum griner det væk, da sanger Johan Olsen slår en gevaldig skævert og kommer forkert ind i ”Engle”, eller når samme Olsen simpelthen stopper kultklassikeren ”Fnasksangen”, da ingen kan høre Rasmus Kerns mundharpe, fordi det ”sgu’ da ikke er et samme uden den”.
Publikum elsker det i denne verden af kummerligt kedelig pletfjerner-perfektionisme. Så er et en fornøjelse, at d’herrer ind imellem farer vild i – sorry! – Korridorerne. Så ved vi da, at det ér er ægte musik spillet af rigtige mennesker. Musik er en levende organisme… eller det bør det i hvert fald være.
”De fejler stort set aldrig,” som en glad mand forkyndte for mig på vejen ud af salen. Det mest begavede svar, jeg kunne komme op med, var:
”Nej, gu’ gør de ej!”
Så kan det godt være, at ”nøglerne til himlen er glemt et sikkert sted, som alle har glemt”, som det smukke omkvæd i ”Giv mig en dag” lyder. Men så længe vi har adgangspas til den næste Magtens Korridorer koncert, går det nok alligevel. . .
SÆTLISTE:
”Tilt”
”Pandora”
”Dæmoner”
”Engle”
”Imperiet falder”,
”Club Promise”
”A er på druk”
”Kom og mærk”
”Månelys i rav”
”Gennem tågen”
”Ved siden af”
”Stig på mit tog”
”Natsværmernætter”
”Ring af ild”
”Picnic på kastellet”
”Lorteparforhold”
”Fnasksangen”,
”Sara har”
”Milan Allé”
”Helten ud i lyset”
”Giv mig en dag”
”Nordhavn Station”
Fotogalleri
af Savas Karakaplan
