top of page
Søg
  • Forfatters billedeNORDICA Live Magazine Live Is Real

MASSAGE TIL GUITAR- OG HJERTESTRENGE

WALTER TROUT

Amager Bio, København,

6. april ’24 ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Af Steffen Jungersen

Foto: Hanni Saabye

Se, når min læge koncentreret sammenbidt kaster sig ud i den øvelse, det er at håndhæve damage control over mit kadaver – godt banket igennem efter årtier i rockens overhalingsbane, som det er – undrer han sig over ét mindre mirakel i myriaderne af molesteringer:

Den gamle rock’n’rollers hørelse er – trods tusinder af koncerter med volumenknapperne drejet stik øst – i store træk intakt!

Det er jeg selvfølgelig glad for. Hørelsen er ligesom ret afgørende for, at jeg fortsat kan beskæftige mig med dét, jeg gør.

Men en stort set intakt hørelse er desværre også medvirkende til, at jeg ind imellem i disse år har overvejet, om jeg gider gå til koncerter mere, og det er dele af publikums skyld.

Ja, vi skal til desværre til det igen. Hvordan fanden kan det være, at dele af koncertpublikummet tager det faktum, at de er gået gennem portene til en koncert (og i reglen har betalt gode penge for det), som carte blanche til at skyde boltene fra til bøfhangaren under snydeskaftet og så bare kværne?

KAKOFONI

Kværne som var den til enhver tid aktuelle koncert de pågældendes absolut sidste chance for at delagtiggøre omgivelser i livsforandrende fakta som:

Hvad man fik at spise i går.

Hvem uterlige Ursula fra Ubberød gik hjem med efter vejfesten forleden.

Det satans vejr.

Det lige så satans skattevæsen.

Og så uendeligt videre. En kakofoni af kværnen og kaudervælsk mens musikken spiller og en uanstændig ringeagt for dem, der spiller, og den ganske store del af publikum, som har fået det mærkelige indfald at gå til koncert for at høre musikken.

Lørdag aften til den blændende bluesman Walter Trouts koncert i Amager Bio var den helt gal, eller som én af mine venner udbrød efter seancen:

”Det lød, som om hele Københavns horder af sladrekællinger havde fundet vej direkte fra Brugsen lørdag eftermiddag og ind i Amager Bio.”

Udsagnet er måske nok sat en anelse på spidsen, men resten af publikum har ikke fortjent sådan en opførsel, og Walter Trout har i hvert fald SLET ikke fortjent det.

NOGET PÅ HJERTE

Walter er nemlig en mand med noget på hjerte. Selvfølgelig musikalsk men også på det mere generelle plan, og når manden – som han gør – tager sig tid til fine fortællinger om sangenes oprindelse og opfordringer til menneskelig omtanke og næstekærlighed, er det fandeme synd, at han skal mødes med en summen fra salen, som havde en hoben muterede humlebier fundet vej ind!

Og så foreløbig nok om det.

Med et stjernehold af musikere bag sig – Michael Leasure på trommer, Roland Bakker på keyboards, Brett Smith-Daniels på 2nd. guitar og den eventyrlige bassist John Avila – flåede Walter Trout vanen tro såvel i guitar- som hjertestrengene i løbet af godt halvanden times koncert, så man gang på gang igen blev mindet om, at der sgu’ stadig er nogen derude, der gør det hér for musikken og kærlighedens skyld.

Ligeledes vanen tro spillede Walter Trout følelserne helt ud på sin slidte Fender Stratocaster (en guitar, factfreaks) – hele vejen fra det rasende frontalangreb på sanserne til de blå toner, som fjerlet kærtegner lytterens sanser.

DET HANDLER OM HVORDAN

I dét stykke er det også ret ligegyldigt, hvilke numre, Walter Trout spiller, mens det imidlertid er imperativt, hvordan han gør det. Især når han er backet af et elitehold af amerikanere, som Walter var denne gang i bioen, får det hele lov at leve på musikkens præmisser.

Det hér er musikere fra dengang, hvor lange jamsmusikerne imellem var reglen snarere end undtagelsen. Stadig til den dag i dag er noget af det bedste, jeg ved, når virkeligt dygtige musikere i løbet af lange numre tager talrige afstikkere ud af blues’ensstøvede sidespor – vel vidende at de er dygtige nok til at ramme hovedsporet igen inden afslutningen på dét nummer.

Som selveste Buddy Guy engang belærte mig:

”Jamen, i gamle dage begyndte vi jo bare at spille en blues, og så lod vi musikken tage os, til vi syntes, det var tid at stoppe igen.”

Nemlig! Det var der overmåde fine eksempler på lørdag aften. Ikke mindst i en voldsomt livsbekræftende boogie tilegnet én af Walters gamle arbejdsgivere, legendariske John Lee Hooker.

Og så sandelig også i en opvisningsklasse af et bluesnummer, hvor vores egen mesterguitarist Martin Jepsen Andersen (Blindstone, Meridian) entrede scenen, og sammen med Walter forkælede os med en ligeud pragtfuld guitarduel.

Så tilgav man – næsten – dem i publikum, som halvvejs druknede de fine ballader fra Walter Trouts seneste album, ”Broken”.

SHE’S A LADY

Sluttelig lige en cadeau til det danske supportband Lady. Trods dét at bandet tydeligvis er forholdsvis unge i det hér rock’n’roll game, skinnede gode sange og en ligeså sangerinde tydelig igennem for ikke at tale om en ærligt talt mindre åbenbaring af en leadguitarist. 70’er inspireret bluesy rock’n’roll, og det gør bestemt ikke noget.

Og endelig lige et tip til kavalkaden af kværneglade: Få hundrede meter fra Amager Bio ligger et glimrende værtshus, der hedder Englandshus. Dér er det tilladt at kværne alt det man vil, og der er tilmed en jukeboks, så man selv kan vælge baggrundsmusik for dagens uopsættelige diskussioner.

 

 

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page