Tragediens Stemme , en aften med MICHELLE GUREVICH

MICHELLE GUREVICH (CAN)

SUPPORT: REXEN

4 November 2025 Hotel Cecil

Af Peter Bak- Larsen

Aftenen er mørk og fugtig, sådan en slags fugt der lægger sig i kraven og minder én om, at byen stadig ånder, selv når man ikke selv gør det. Vi glider ned gennem København som to skikkelser på vej mod en seance. Hotel Cecil ligger derinde og lurer som et gammelt hjerte, der snart skal begynde at slå i Michelle Gurevichs tempo: langsomt, tungt, uundgåeligt.

Foto: Flemming Bo jensen

Vi tilslutter os processionen cool kids, der for længst er blevet voksne men nægter at slippe deres sortklædte identitet. Det ligner ikke en koncert, mere en samling. En klub kun de indviede kender, hvor man ikke behøver forklare sin tristhed. Vi hilser genkendende på hinandens træthed, en slags kollektiv resignation forklædt som stil. Vi er i en hemmelig klub, hvor alle ved, at smerten føles bedre, når man deler den.

Hotel Cecil føles den aften som et sted, der kun eksisterer efter mørkets frembrud. Luften er fugtig, tyk, næsten fysisk, som om rummet har absorberet alle tidligere koncerters sved, whisky og hjertesorg og nu udånder det tilbage i os. Publikum står tæt, men ikke påtrængende. Voksne mennesker på respektfuld afstand.

Så træder Michelle ind i det blå lys. Det er ikke en stjerneentré. Hun materialiserer sig bare. Skrøbelig som en skygge men alligevel centrum for alt. Hun bevæger sig næsten ikke. Kroppens stilleståen er en del af musikken, en erklæring om, at følelsesmæssig tyngde ikke kræver bevægelse, kun tilstedeværelse.

Hun står skrøbeligt på scenen, næsten uden kropssprog, uden mimik, uden det ekstravagante, man nogle gange forventer af en sangerinde, der bærer hele rummet. Men hun behøver det ikke. Hun har sin guitar, og den hænger på hende som en ven, der holder hende oprejst. Man får følelsen af, at hvis man blinkede for længe, kunne hun forsvinde, og alligevel fylder hendes stemme rummet.

Stemmen er mørk, gloomy, fløjlsblød og slidt. Hvert ord har kostet noget. Hun synger ikke til os, hun synger igennem os.

Bag hende holder trommeslager Chris Barr rytmen med kirurgisk ro, som om han forsøger at undgå at vække noget farligt under gulvet. Robin Thompson på guitar sender dybe, elektriske tråde ud i rummet, der vikler sig omkring Gurevichs vokal. Bandet er ikke bag hende, men omkring hende – som en aura.

Hver sang føltes som et hemmeligt rum, vi fik adgang til i tre minutter ad gangen.

“Friday Night” lagde en dyster ro over publikum.

“Vacation” og “Show” gjorde lyset mere røgfarvet, mere intimt.

“Every Night” fik enkelte hoveder til at bevæge sig, som små tegn på liv.

“I’ll Be Your Woman,” i det blodrøde lys, satte en form for længsel fri i folk.

Og sange som “Old Times” og “Aviva” bragte korte udåndinger, næsten som om vi alle måtte minde os selv om, hvordan det føles at smile.

Men alt dette – hele denne rejse – kredser om to sange. De mørkeste to. De smukkeste to.

Det var under “Tragedy”, at rummet ændrede form. Lyset trak sig sammen til en enkelt hvid stråle, smal som en dom. Man kunne mærke den kollektive vejrtrækning. Ingen flyttede sig. Ingen rømmede sig. Vi stod i en kirke uden Gud – kun med sandheden.

Hendes stemme kom ud som noget, der havde ligget i mørket i årevis og endelig fik lov at slippe fri. Ikke vredt, ikke opløst, bare tungt. En tyngde der ikke krævede forklaring. Vores egne tragedier – de små, de store, de skamfulde, de gamle – stod der sammen med hende. Hvis “Tragedy” havde fortsat ti minutter længere, havde ingen protesteret.

“Party Girl” lagde sig som en ekstra vægt på brystet. For Party Girl hos Michelle Gurevich er ikke festlig – det er en autopsi på et liv, der for længst er løbet tør for glimmer. Spotlyset blev smalt og ubarmhjertigt. Hendes ansigt næsten udskåret i lys. Publikum stod mere stille end nogensinde. Ikke i ærefrygt, men i øm genkendelse, for det var ikke hende, der var figuren. Det var os. Det tragiske er ikke tilgængeligt i teksten alene. Det ligger i tonerne, tempoet og hendes blik. Hver person i rummet har én version af den kvinde inde i sig selv, som vi så i øjnene lige der.

“Party Girl” var ikke et højdepunkt. Det var en afsløring.

Koncerten var seance for os, der genkender skønheden i mørket. Folk gled ud af salen, som om de stadig bar mørket med sig, som en kappe de endnu ikke var klar til at tage af. Hotel Cecil føltes større end før. Som om vi havde åbnet et hemmeligt rum i bygningen, og nu måtte lade det stå åbent.

Og vi gik hjem i regnen som nogen, der havde fået noget at bære på.

Noget tungt, ja. Men smukt.