NIN’s Katarsis i RF25

Nine Inch Nails Peel It Back Tour 2025

5 juni 2025 Roskilde Festival

Af Peter Bak-Larsen

Det var som at gå ned i en kælder, man troede var muret til for længst. En mørk, støvet kælder under Roskilde Festival, hvor Arena-scenen i aftenens skær blev til en dommedagskirke for de fortabte.

Publikum under teltdugen var ikke den gennemsnitlige festivalflok. Det her var en anden stamme. De havde sort eyeliner i øjenkrogene og gamle sår bag blikket. Mange af os havde været med dengang The Downward Spiral udkom. Og nu stod vi her – ældre, måske mildere, men stadig med den samme tørst:

Vi ville mærke noget, for helvede.

Maskinen vågner

Det begyndte med et brøl. “Wish” eksploderede ud i mørket som et atomnedslag af vrede og længsel. Trent Reznor kom stormende ind i scenelyset med stemmen som et rustent barberblad, og fra første sekund stod det klart: Det her var ikke en nostalgiturné. Det her var alvor.

Publikum reagerede som dyr, der havde været buret inde alt for længe. Det var som om Arena ikke var stor nok til at rumme det, der skete. Reznor bevægede sig som en elektrisk leder – en nerve i oprør – og publikum fulgte ham som discipel efter dommedagsprofet.

“March of the Pigs” kom som et lyn. En punket eksplosion af uorden, hvor beatet aldrig helt lander, og det netop derfor fungerer. Mennesker kastede sig mod hinanden. En kvinde ved siden af mig råbte “JAA!” med armene i vejret, mens hendes mascara løb. Hun var ikke alene.

Paranoia og perfektion

Midtvejs blev koncerten mørkere – ikke i volumen, men i sind. Det mest uventede og samtidig et af aftenens stærkeste momenter kom, da Reznor trak os med ind i David Bowies “I’m Afraid of Americans.”

Og nej, det var ikke bare et cover. Det var en besættelse.

Reznor ejede den sang den aften. Han spyede ordene ud som en mand, der så verden smuldre i realtid. Den paranoide rytme sad perfekt i kroppen – pulserende, foruroligende, genkendelig. For vi er alle bange for amerikanere nu.

Lysshowet var kaotisk og præcist. Det blinkede som en advarselslampe fra underbevidstheden, og hele teltet stod som en samlet krop og tog imod budskabet.

Det var ikke politisk. Det var personligt.

Renselse i tårer

Men så kom det uundgåelige. Det øjeblik, hvor alt blev stille. Ikke fordi vi var mætte. Men fordi vi ventede.

Og da klaveret begyndte at spille de første toner af “Hurt”, faldt alt til ro.

Et tæppe af sorg lagde sig over Arena. Ikke en teatralsk, iscenesat slags sorg – men den ægte, den der lugter af savn og gammelt håb.

“I hurt myself today, to see if I still feel…”

Stemmen var hæs. Ikke svag – sårbar. Og i dét øjeblik forsvandt scenen. Reznor stod ikke længere foran os. Han var én af os.

Folk græd. Ikke bare nogle få. Alle. Nogle med lukkede øjne. Andre med blikket stift rettet mod scenen, som om de ville fastholde hvert sekund. En mand bag mig sagde lavt til sin ven: “Jeg har aldrig været til noget vildere.”

Det var ikke afslutningen. Det var opløsningen.

Vi blev ikke sendt hjem. Vi blev sat fri.