The Sword i Amagerbio

The Sword,

European Tour 2026

Amager Bio

Fantasy, fuzz og halvvarm mandagsmetal

Mandag d. 11. maj 2026

Af Christoffer Schaarup

Mandage. Vi kender dem alle. For de fleste er ugen skudt i gang, og de færreste tænker nok ikke på en halvsen aften på Amager med stoner heavy metal. Det gør jeg dog, og her på Amager skal mandagen så sandelig eleveres til en mystisk og fantasibåret en af slagsen. The Sword lægger nemlig vejen forbi København, og jeg forventer fortællinger fra støvede fantasyromaner og Robert E. Howards Conan-univers, alt sammen pakket ind i 70’ernes tunge heavy metal-tradition.

Fremmødet var dog mere beskedent, end jeg havde regnet med, og klokken 21.30 trådte texanerne ind på scenen til en halvfyldt sal. Det lagde egentlig ikke en dæmper på stemningen blandt dem, der var mødt op og allerede fra åbningen med Empty Temples blev der svinget hår i salen, mens Book of Thoth og Tears Like Diamondslangsomt fik koncerten op i gear.

Bandet virkede en smule tilbageholdende i begyndelsen og brugte de første numre på at spille sig varme. Til gengæld fejlede de riffs, som The Sword smider ud af ærmet, intet, og de mestrer efter tyve år stadig den beskidte og groovebaserede blanding af doom, stoner rock og klassisk heavy metal. Bassen arbejdede konstant i bunden af lydbilledet og gav numrene en fysisk tyngde, mens guitarerne trak tydelige spor tilbage til 70’ernes Black Sabbath-inspirerede metal. Mist & Shadow, Sea of Green og Celestial Crown fortsatte den bluesdrevne og riffbårne stil, hvor særligt John D. Cronise fyrede seje soloer af.

Publikum var måske ikke eksplosive, men de forreste rækker gyngede konstant med i takt til de tunge grooves. Koncerten manglede dog indimellem lidt fare og uforudsigelighed. Der var næsten ingen snak mellem numrene, meget lidt lys og intet egentligt sceneshow. Fokus var tydeligvis på riffene alene. Det fungerede langt hen ad vejen, men gjorde også for mig koncerten en smule statisk i perioder. Jeg savnede lidt, at bandet gjorde mere for at få hele salen med. Måske de også havde lidt “Monday blues”?

Midtvejs begyndte bandet dog at fremtvinge lidt momentum. Barael’s Blade og Maiden, Mother & Crone byggede stærkt op, inden Freya fik publikum endnu mere med.

Da To Take the Black ramte salen, trak bandet endnu tydeligere tråde til det fantasyunivers, de altid har kredset om. Titlen refererer direkte til Game of Thrones-universet, hvor man “takes the black” og overgiver sig til noget større end én selv. Jeg havde dog lidt svært ved fuldt ud at give mig hen til The Sword denne aften.

The Horned Goddess og Dying Earth fortsatte dog den tunge linje, men det var især Iron Swan, der markerede sig som koncertens stærkeste øjeblik. Nummeret byggede tålmodigt op og ramte med en monumental tyngde, hvor bandets sans for dynamik og langsomt opbyggede klimaks virkelig kom til sin ret. Sværdet var alligevel skarpt til tider. Mod slutningen virkede bandet langt mere afslappede og varme, og Seven Sisters og Winter’s Wolves løftede energien. Blandt de forreste rækker opstod koncertens første egentlige moshpit. Da Cloak of Feathers rundede aftenen af, stod det klart, at The Sword måske ikke leverede den mest eksplosive koncert, men til gengæld en koncert, der levede højt på groove, riffs og en kærlighed til heavy metals fantasyunivers.

The Sword havde svære arbejdsbetingelser, og jeg sidder her og tænker tilbage på en aften, hvor der var mere potentiale hos både band og publikum. Bevares, en mandag aften kan være svær at hive op for mange, men sværdet kunne have været skarpere. The Sword får alligevel hevet en smal arbejdssejr i hus, og næste gang de rammer vores kanter, kan vi kun håbe på mere.

Vi ses (måske) næste gang, The Sword!