Når udsendingene rammer Vega
Anmelder : Helle Andersen
Interne brister i en ellers udmærket kommunikation på redaktionen hos Nordica Live førte til et lettere sent fremmøde for fotograf og skribent denne råkolde lørdag aften. Foran de to entusiaster lå en buffet af noder. Ikke bare et bredt udvalg af genrer fra en håndfuld bands, men også musikalske afvekslinger på rad igennem de enkelte koncerter, der fandt sted på de to scener i Vega. Hvad man som musikelsker fik, er bestemt værd at skrive om! Aftenens begyndelse var dog for undertegnedes vedkommende slutningen af Kollapses koncert, fordi vi missede det første navn, Plaguemace. Omsorgs koncert blev derfor første emne at granske løs på.
OMSORGBrøl, tempo og vilje prægede fra start denne performance fra det første band. Endnu bedre blev det, da stemmen blev varm og der kom tag i de forreste publikummer allerede efter andet nummer. For helvede nogle instrumentale pragtstykker, der blev disket op med, som indimellem svagt mindede mig om en koncert med Morild. Fra debutalbummet fik vi musisk nogle noget forskellige skæringer. Forskellen i vokalerne fra guitarist/forsanger ogbassist/vokal var nydelig. Den samlede dedikation fra alle tre bandmedlemmer manglede ikke. Brøl, skrig og dyb bas rundede på det sidste nummer rundede på afstemt vis af, man kunne mærke det i tænderne. Breaks og skinger lækkerhed. Hvor vil det være berigende at opleve Omsorg lege noget mere med både med vokaler og effekter. De har noget særegent, der kan finpudses og poleres til mere øreguf!FEATHER MOUNTAIN
Grønne farver og kunstige blomster overalt skabte en spøjs stemning, imens kønne vokaler og blide toner bød os velkommen i den mørke, oplyste ’lund’. De tre vokalisters præstation var en fryd, navnlig forsangerens. En speciel synergi bestod imellem bassist, guitarist og forsanger, hvorfra vokalerne flød. Fysiskebevægede de tre sig ind og ud imellem hinanden, idet de gav sig hen til både hvert deres niche i en smuk, samlede effekt. Entusiasme bag trommesættet skubbede stemmerne over scenekanten. Det æterisk drømmende blev afløst af vilde udbrud, ganske som forventet hjemmefra. Mareridtet afløste det før så romantiske med lækker growl. Enormt følelsesladet og smittende var musikken; et univers man gerne vil forstå. Stemningsforandringerne lokkede.En giftig, lilla farve prægede rummet, idet lyden på én gang mindede mig om min teenagetids bands i 00'erne og noget, der er på vej ind i denne verden. Spændende oplevelse; nostalgi og fremtid i ét. Lidt af sig selv gav bandet også ved at fortælle om, hvordan ét af de sidste af de seks numre, der blev spillet, handlede om opstået Alzheimers hos faren til bassist og trommeslager.Fra det dybtfølte til ultimativ vildskab sluttede koncerten i en lidt disharmonisk lyd, der gav lyden lidt kant. Nogle i publikum mente, at det var tilsigtet og andre syntes, at det virkede til at være en fejl.
NAKKEKNÆKKER
Den lidt tungere del af musikspektret var tydeligvis ventet af publikum. Nerve og nydelse var kodeordene. Tungt og stærkt, dybt og hårdt kunne også tilføjes. Modsat nogle andre indenfor dødsmetalgenren, var der ingen ensformig kedelighed over den fe’e dø’. Særligt gode riffs gav et samlingspunkt i infernoet. Dynamisk og alligevel tro imod traditionen kan det kaldes. Det lignede en loppetjans at være forsanger i dét band, for der var virkelig fuld opbakning fra de fire musikere bagved Christoffer Kofoed. Lige så præcis og fokuseret, som han kunne være, ligeså laid back og afslappet interagerede han med publikum imellemnumrene. Med henstillinger på klingende jysk blev en wall of death midtvejs i koncerten arrangeret. Den 33-årige udsendte metalkrage fra magasinet fik aldeles nakken på gled, hvor to kvindelige fans lidt ældre end undertegnede havde de respektfulde næver fremme helt oppe foran scenen. Fistbumps fra scenen fik de flere gange ud af deres gestus. Unge, infame og elskelige var drengene fra Silkeborg. Ét af de talrige beviser på, at musik kantale for sig selv og at metal ikke har hverken alder, køn, geografi, etnicitet osv. Kort sagt: Essensen af dødsmetallens forenende kraft.
ORM
Noget mæt fra aftenens buffet af genrer kan jeg umuligt have været den eneste, der var, da aftenens header gik på. Den forventede, lettere akustiske, intro skabte en effekt af stilhed før stormen, hvor det indledende bombardements fravær skabte spænding i lokalet til trods for, at mange nok kendte drejebogen. Mit ambivalent-anstrengte forhold til blackmetallens skingre røster pirrede min nysgerrighed. Orms tilgang til black’en viste sig at være yderst fængende. Allerbedst var det at befinde sig duvende i halvmørket, indhyllet i dybden fra teksternes alvorstungetematikker. En lidt anonym fornemmelse skabte lyssætningen samt bandets lidt tilbagetrukne position på scenen og det virkede. Trommernes bløde rumlen landede på en bund af fintunede strenge. Man må elske, hvordan de ikke spørger om lov, når vildskaben næsten slippes løs som en gal hund, der lige akkurat er i snor stadigvæk. Vokalen skabte det fornødne brud med en fortættet lydkulisse, deraf og til stak i alle retninger.Lokalets størrelse virkede perfekt, lyden i Vega er bare go’. Gulvet ringede under fødderne, musikken bragede. Bornholmsk black er kommet på min liste over lyt.
